Nyheder

Mindshare gør status over 2017: Et integreret bureau i topklasse

Endnu et begivenhedsrigt år er gået hos Mindshare med store skridt som etableringen af PR på paletten, hædring af bureauets kampagner med awards rundt om i verden samt indledningen af en kamp mod irriterende reklamer. Når CEO Martin Ove Rasmussen gør status over året, er han ikke i tvivl: Mindshare har cementeret sig selv som et integreret bureau i absolut topklasse.

Hos Mindshare har de ikke lagt skjult på, at målet er at blive et fuldt integreret bureau, der kan tilbyde hele farvepaletten inden for kommunikation og markedsføring. I 2017 rykkede bureauet et stort skridt tættere på målet med etableringen af Mindshare PR med Thomas Mark som PR-Direktør i front. Afdelingen cementerede allerede i det første år sin succes med en række populære kampagner for Ford Danmark samt en nominering til den prestigefyldte pris PR-Tigeren for kampagnen ’Burgris – Nej Tak’ for Dyrenes Beskyttelse. Denne kampagne opnåede bl.a. indflydelse helt op på politisk niveau, hvor forholdene i den konventionelle svineproduktion blev sat til debat, mens over 30.000 underskrifter blev indsamlet hos danskerne.

Et ’prisværdigt’ år
2017 blev generelt et år, hvor Mindshare hev mange priser hjem til awards shows i både ud- og hjemland. Året startede med kåringen af den danske afdeling af Mindshare som det bedste land i EMEA[1]. Det blev også bl.a. året, hvor bureauet satte fokus på portrætteringen af kvinder i reklamebranchen med kampagnen ’Image-Hack’ for Dove. Kampagnen opnåede stor hæder og opmærksomhed i løbet af året og blev tildelt hele fem awards – bl.a. to Epica Awards, en Gender Design Award samt den ypperste pris Grand Prix til Cristal Awards i Frankrig. Bureauet formåede desuden også at hente både DDA og DIA-statuetter hjem samt nomineringer til både Creative Circle Awards og Cannes Lions for kunder som Faxe Kondi og Plan Danmark. 

”Mindshare er på en spændende rejse, og mængden af priser og nomineringer viser, at vi er på rette kurs og kan være med helt oppe foran, hvor det er rigtig sjovt. Jeg er meget stolt af bureauets fremgang, som skyldes, at vi har en masse engagerede medarbejdere i absolut topklasse – og en række modige kunder”, forklarer Martin Ove Rasmussen.

På kundesiden har Mindshare desuden udvidet samarbejdet med en række af bureauets større kunder - bl.a. Royal Unibrew der udvider samarbejdet gennem 10 år med et øget fokus på digitale og integrerede kampagner, samt Unilever hvor Mindshare i 2017 vandt ’Global Communications Planning’. 

Mindshare vil kæmpe mod irriterende reklamer i 2018
Når Martin Ove Rasmussen og Mindshare kigger frem mod 2018, så bliver et af de helt store emner for bureauet bekæmpelsen af irriterende reklameformer. Bureauet har i den årlige reklameanalyse konstateret, at forbrugernes irritation over reklamer fortsat stiger, mens opmærksomheden falder. Og nu skal det være stop. I samarbejde med ’Coalition for Better Ads’ har Mindshare fra 1. januar 2018 forpligtet sig til at undlade de mest irriterende digitale reklameformater.

Som led i indsatsen kickstarter Mindshare også implementeringen af deres ’Milestones’-værktøj, som blev lanceret i 2017. Ved at kombinere forbrugernes købsvaner med deres digitale fodspor kan Mindshare fortælle, hvilken livsfase de befinder sig i. Resultatet er en mere effektiv kommunikation, der sikrer, at forbrugerne ikke eksponeres for irrelevante budskaber, samt at reklamespildet nedsættes. 

”Den stigende irritation over reklamer er bekymrende, og hvis vi ikke handler, så undergraver vi vores egen branche. Derfor har vi taget det første skridt på vejen med Coalition for Better Ads og vores Milestones, og i 2018 arbejder vi videre mod at knække kurven”, fortæller Martin Ove Rasmussen.

I løbet af det kommende år fortsætter Mindshare arbejdet mod irriterende reklamer og irrelevante budskaber og håber, at mange flere fra branchen vil slutte sig til.

For mere information:
Martin Ove Rasmussen, CEO Mindshare Denmark & Nordics
E-mail: martin.rasmussen@mindshareworld.com
 

 


 

[1] EMEA (Europe, Middle East, Africa)