22/09/2016

Mindshare vinder Mediainnovations Prisen

Mindshare tog i går aftes endnu et stik i awardsæsonen for Fair Welcome. Kampagnen ”Don’t Label” blev anerkendt til mediadagen med en Rambuk for årets mediainnovation.

Kampagnen består af en film, som fokuserer på den stigende brug af stereotyper og den enorme betydning små prædikater har i pressen samt en browser plug-in til at neutralisere diskriminerende online indhold ved at erstatte prædikater (labels) med neutrale ord.

Don’t Label har i forvejen modtaget hæder til Creative Circle Award samt internationalt, da den er blevet udvalgt af non-profit organisationen Act Responsible, som en af årets kampagner.

Kenneth Kaadtmann, kreativ direktør hos Mindshare udtaler:

”Som kommunikatører ved vi, at ord skaber handling og præger den virkelighed, vi befinder os i. Derfor har vi også et ansvar. Flygtningekrisen i Europa har om nogen vist os vigtigheden af, at vi skal tænke os om, før vi taler og skriver og at de ord vi vælger at bruge til at beskrive vores potentielle nye medborgere, gør en forskel. Det er netop den indsigt, vi har arbejdet ud fra, da vi skabte Don’t Label. Vi håber, at den har været med til at gøre klimaet blot en lille smule bedre”.

Mindshare har i de senere år ændret retning væk fra tankegangen om det klassiske mediebureau. Bureauet har tilført nye ressourcer indenfor digital, kommunikationsstrategi, sociale medier og kreativitet. Det giver pote nu, udtaler Martin Ove Rasmussen, Nordisk CEO i Mindshare:

”Vi er stolte over, at den rejse vi begyndte for mere end tre år siden nu bærer frugt. Vi ville skabe det fuldt integrerede bureau, hvor distribution og kreativitet går op i en højere enhed. De to ting kan ikke adskilles længere. Vi arbejder hver dag med integrerede projekter for vores kunder, og det er naturligvis det vigtigste, men det er selvfølgelig altid rart at blive anerkendt af branchen for vores arbejde”.

Mindshare Denmark
    Mindshare Denmark